DK / EN

DK / EN

Forestilling

DRØM

11. MAJ - 17. MAJ 2026, TAKKELLOFTET I OPERAEN, AF TINY DANCER

Køb billet

Med danseforestillingen DRØM – Hvor har du været i nat? inviterer Tiny Dancer og Dansk Danseteater børn i alderen 3 – 8 år og familier ind i en levende drømmeverden, hvor publikum bevæger sig gennem drømmetunneller, møder drømmevæsener og træder ind i et sanseligt univers på scenen, hvor virkelighed og fantasi flyder sammen.

Spiller fra 11. – 17. maj 2026 / Operaens Takkelloft 

Som tråde af drømme kravler vi ind i nattens univers, hvor alt kan ske. To nærværende dansere bevæger sig legende gennem natten som hinandens drømmevenner og sammen spejler de drømmenes mange udtryk. Koreografi, scenografi, lyd og lysprojektioner smelter sammen til et sanseligt og foranderligt drømmelandskab. Et genkendeligt klaver, som en godnatsang, flettes sammen med børnestemmer, der løbende forskyder lydbilledet, mens en theremin tilfører et strejf af det magiske og ubegribelige.

Det skøre, det poetiske, det lidt farlige og det uventede får lov til at tage form, mens børnene følger med dybere ind i nattens foranderlige logik for til slut at blive ført blidt tilbage til virkeligheden.

På Operaens Takkelloft er alt forvandlet. Rummet er blevet intimt og sanseligt, børnene sidder i scenografien og får lov til at bevæge sig med danserne. Inden forestillingen starter, introduceres publikum til drømmetegnet – den fælles invitation, der gennem hele forestillingen markerer, hvornår drømmen åbner sig og børnene kan træde ind i den. Tiny Dancer tager børnene trygt med fra første tegn til sidste bevægelse.

For Tiny Dancer er børn ikke blot publikum, men medskabere. Som en del af udviklingen af DRØM har de inviteret børn med ind i den kreative udviklingsproces, hvor drømme er blevet udforsket i fællesskab sammen med Tiny Dancers kunstneriske team.  Dette gennemstrømmer forestillingens endelige form.

DRØM hylder børns nysgerrighed og fantasi og inviterer til at drømme videre, længe efter forestillingen er slut.

Forestillingen skabes af Tiny Dancer og co-produceres af Dansk Danseteater, med premiere på Takkelloftet i 2026.

NB billetter til den kommende sæson 26/27 kommer i salg 1. juni

Koreografisk Idé og koncept: Mette Møller Overgaard
Dansere: Karin Bergman og Maria Pearl Weise
Scenografi og kostumer: Sigrid Astrup
Komponist: Caleb Fawcett
Lyddesign: Emil Vodder
Tekniker: Morten Hembo
Konsulent Theramin: Kristoffer Rosing-Schow og Julia Teles
Scenografisk assistent: Anna Boding Kildetoft
Kunstnerisk Sparring: Marina Mascarell
Kostumiere: Maria Ipsen
Fotos og dokumentation: Søren Meisner
Praktikant: Rebecca Kongsted
Administrator: Jonas Schou Hansen
Producent: Anna Stamp Hedeager

Tak til alle støttegivere
Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Den AP Møllerske Støttefond, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Toyota-Fonden, Grete og Sigurd Pedersens fond,  Augustinus Fonden,  Oda og Hans Svenningsens Fond, Axel Muusfeldts Fond, Frimodt-Heineke Fonden, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg Residencypartner: ACTA Defosses – Dupont