Velkommen til sæson 2013/2014

 
Dansk Danseteaters kommende sæson byder på intet mindre end fire premierer, turné til 27 byer over hele Danmark og en forestilling skabt med børn - for børn.

Copenhagen Summer Dance

Københavns Politigård d.5. – 11. august 2013

Sommerens store danseevent i Københavns Politigård. Dansk Danseteater inviterer for niende gang til open air dans i Københavns Politigård – et af byens smukkeste rum – der ekstraordinært åbnes for publikum denne uge. Programmet er fyldt til bristepunkt med international dans i absolut verdensklasse. 

Der er gratis adgang, men vil du være sikker på en plads, er det en god ide at bestille plads til denne populære begivenhed, der finder sted 5. -11. august 2013. 

 

Rød

DANSEhallerne d.10. – 26. oktober 2013

Tim Rushton har inviteret den internationalt efterspurgte koreograf Örjan Andersson til at skabe et helt nyt værk til Dansk Danseteater, der får premiere i Dansehallerne den 10. oktober 2013. Samme aften danser kompagniet også Örjan Anderssons anmelderroste værk Rød, der har høstet anerkendelse over det meste af verden.

”Det er vigtigt at kompagniets dansere også får mulighed for at arbejde med andre koreografer af internationalt format. Vi glæder os meget til samarbejdet med Örjan” siger Tim Rushton. 

 

Den Røde Ballon

Dansehallerne d.14. – 18. oktober 2013

Den Røde Ballon bygger på en af de største klassikere i fransk børnelitteratur: historien om venskabet mellem en dreng og den røde ballon, der en dag dukker op i hans liv, og trofast følger ham gennem Paris’ gader.

I Tim Rushtons koreografi udspiller historien sig i Carlsbergs verden af i går, med fantastiske bygninger, snoede skorstene, kobberkedler, bryggerheste, brosten og kæmpeelefanter. 

Programmet byder også på Tim Rushtons Reumertnominerede børneforestilling Udflugt i det blå fra 1998.
Der er premiere på Den Røde Ballon i Dansehallerne den 14. oktober 2013 og forestillingen er for alle fra 4. år. 

 

Stormen

27 Byer i hele Danmark d.21. jan. – 30. mar. 2014

Den unge danske sangerinde Agnes Obel kom på alles læber med storhittet Riverside, der lægger toner og titel til Tim Rushtons nye værk, som får premiere i forbindelse med kompagniets Danmarksturné 2014. 

Dansk Danseteaters Danmarksturné begynder den 21. januar 2014 i Sønderborg, og programmet byder også på Rushtons anmelderroste værk End of Loneliness, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 2012.

 

Black Diamond

Velje Musikteater d.1. – 2.maj & Det Kgl. Teater d.9. – 11. maj 2014

Tim Rushton skaber en ny helaftensforestilling til Dansk Danseteaters 16 internationale dansere, der får premiere 1. maj på Vejle Musikteater og efterfølgende spiller på Det Kongelige Teater.

”Med Black Diamond glæder jeg mig til at vise nye sider af kompagniet. Det er et stort privilegium at arbejde med nogle af verdens bedste moderne dansere. Det holder mig på tæerne som koreograf, og giver fantastiske oplevelser til publikum” - Tim Rushton.

 

Du kan læse mere om Dansk Danseteaters kommende sæson under repertoire hvor du også kan sikre dig billetter.

 

 

Vi glæder og til at se dig!

Tim Rushton

 

PS. Husk at Dansk Danseteater er på Det Kongelige Teater den 24. – 26. maj 2013 og Musikhuset Aarhus 30. maj 2013, hvor vi danser Tim Rushtons succesforestilling Love Songs med Caroline Henderson og band live på scenen.

Politikens Monna Dithmer tildelte Love Songs 6 sjældne hjerter, så skynd dig at bestille billetter!