Reumertnominering til kompagniet

 
Dansk Danseteater glæder sig over Reumert-nominering.

Kompagniet er nomineret til Årets Danseforestilling. Juryen har netop løftet sløret for de nominerede til Årets Reumert 2013 på Årets Reumerts facebook side, der har summet af aktivitet hele formiddagen. De nominerede offentliggøres på Årets Reumerts hjemmeside senere i dag, den 8. april 2013.

 

Dansk Danseteater er nomineret til Årets Danseforestilling for forestillingen ’Dilemma of Obedience’, der er koreograferet af Edhem Jesenkovic og danset af Dansk Danseteaters dansere. Forestillingen havde premiere d.9. oktober 2012 i Dansehallerne og blev præsenteret som del af dobbeltforestillingen ’Walking in the Night’, og modtog flotte anmeldelser og mange rosende ord; ”dette er dansekunst, der brænder.” Information

 

Edhem Jesenkovic har tidligere danset i Dansk Danseteater og er i dag tilknyttet Carte Blanche i Norge, hvor han er en del af ensemblet.  Edhem har beskrevet sin koreografi med ordene: "En stor del af befolkningen gør, hvad der forventes af dem, uafhængigt af handlingens indhold og uden selvstændig moralsk stillingstagen, hvis bare handlingen er dikteret af en legitim autoritet. Hvis man i Stanley Milgrams kendte forsøg kunne beordre en række forsøgspersoner til lydigt at udsætte en 50 årig mand for tilsyneladende smertefulde elektriske stød – trods hans protester - kan man overveje hvor grænsen i dag går for, hvad regeringer kan få borgerne til at efterkomme - med deres langt større magtmidler, autoritet og normative rolle?”

 

Årets Reumert blev indstiftet i 1998 af Bikubenfonden. Dansk Danseteaters kunstneriske leder Tim Rushton har modtaget 4 Reumertpriser for årets danseforestilling, og er i alt blevet nomineret 10 gange siden prisens indstiftelse.