Nye bestyrelsesmedlemmer til Dansk Danseteater

Kulturministeriet udpeger to nye medlemmer til Dansk Danseteaters bestyrelse.

Kulturministeriet har udpeget to nye medlemmer til Dansk Danseteaters bestyrelse: Kurt Helles Bardeleben og Lars Bredo Rahbek.

 

De to nye medlemmer
Kurt Helles Bardeleben er advokat og partner i DLA Piper med møderet for højesteret, hvor han primært beskæftiger sig med transaktioner og voldsafgifter mellem det private og det offentlige.

 

Lars Bredo Rahbek har en baggrund som filmproducer og har tidligere været ansat ved Nimbus Film som filmproducer, som fiktionschef i DR og er nu produktionschef i SF Studios Danmark.


”Vi byder de to nye medlemmer velkommen i bestyrelsen hos Dansk Danseteater. Jeg har haft gode indledende samtaler de nye medlemmer, og de kommer begge med baggrunde, der kan bidrage med en masse relevant juridisk-, medie-, politisk og ledelsesmæssig viden og erfaring til bestyrelsens arbejde. Dertil mulighed for god sparring med vores kunstneriske leder Pontus Lidberg. Så vi glæder os meget til det fremtidige samarbejde. Jeg vil samtidig, på vegne af hele bestyrelsen og Dansk Danseteater, gerne takke de to aftrædende medlemmer, Litten Hansen og Søren Bojer Nielsen for et virkelig godt samarbejde, hvor begge har deltaget med et overordentligt stort engagement som Dansk Danseteater og dens ledelse har nydt godt af” siger bestyrelsesformand Uffe Savery,

 

Den nye bestyrelse  pr. 1. juli 2019  består af:

·         Uffe Savery, musikchef for Copenhagen Phil. Pr 1.8.19 Rektor for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, formand.  (Udpeget af Statens Kunstfond)

·         Anna Berit Asp Christensen, kunstnerisk leder af SCENATET. (Udpeget af Statens Kunstfond) 

·         Mette Neville, professor i selskabsret ved Aarhus Universitet. (Udpeget af Kulturministeriet)

·         Kurt Helles Bardeleben, advokat og partner i DLA Piper. (Udpeget af Kulturministeriet, ved tidligere kulturminister Mette Bock)      

·         Lars Bredo Rahbek, produktionschef i SF Studios Danmark. (Udpeget af Kulturministeriet, ved tidligere kulturminister Mette Bock)    

·         Jason Nelson, turné- & forestillingsleder. (Medarbejderrepræsentant)