Henrik Vibskov designer kostumer til Stormen

 
Den danske multikunstner og avantgarde modedesigner Henrik Vibskov har sagt ja til at designe kostumerne til Dansk Danseteaters Danmarksturné 'Stormen'. En forestilling med to værker, hvor han designer kostumer til værket 'Riverside', der har Agnes Obel på lydsiden.

Designeren Henrik Vibskov

Henrik Vibskov er den eneste skandinav, der officielt deltager i herremodeugen i Paris, og det har han gjort siden 2003. Så Dansk Danseteater er meget stolte af, at vi nu har indgået en kunstnerisk samarbejdsaftale i forbindelse med kompagniets Danmarksturne til 27 forskellige teaterforeninger med urpremiere den 21. januar på Sønderborg Teater. 

 

Hans tøjdesign sælges verden over, hvor han har egne butikker i København og New York. Henrik Vibskov er et navn og Brand som New York Times nævner uden at finde det nødvendigt at uddybe nærmere, hvem han er. Henrik Vibskov underviser på Central Saint Martins, The Instituto Europeo Di Design in Madrid, The Antwerp Royal Academy of Fine Art og er censor på designskoler verden over. Han har modtaget verdens største designpris, Söderbergprisen, og har i 2013 haft sin første soloudstilling på Kunstforeningen Gammel Strand, der normalt lægger navn til mere konventionelle navne som Emil Nolde, Per Kirkeby og Kathrine Ærtebjerg. Men Vibskov har da også udstillet på PS1/MoMA i New York, Palais de Tokyo i Paris og The Kennedy Center i Washington. Derudover har han turneret med Trentemøller, for Vibskov er nemlig også en dygtig percussionist.  

 

Nye idéer & kollektioner

Herhjemme kender vi Vibskov for hans særegne og 'skæve' tøjdesign. Vibskov finder altid på det humoristiske, overraskende og usædvanlige. Han udstiller en oppustelig tunge i skrigende pink, han bruger flamingoer, der bliver hejst op i loftet af kutteklædte mænd, han indlogerer æsler i Søndermarken, eller arrangerer stribede oversize hamsterhjul, som hans modeller går catwalk i.

 

Der er ingen tvivl om, at Henrik Vibskov formår at kombinere det gode kunsthåndværk med det ekstravagante og idérige i sine værker.

 

Læs mere om Henrik Vibskov her


Læs mere om Stormen her