Dansk Danseteater henter ny forretningsfører med stor erfaring indenfor dansk kulturliv

Dansk Danseteaters nye forretningsfører kommer senest fra en stilling som COO i Copenhagen Fashion Week, og skal nu sammen med den kunstneriske leder styrke kompagniets kontinuerlige arbejde og overordnede mission om at udbrede kendskabet til den moderne dans og Dansk Danseteater.

17. september, 2020
Foto: Raphael Frisenvænge Solholm


Det bliver den 41-årige Trine Rindsig Laursen, der sætter sig i forretningsførerstolen for Dansk Danseteater med base i Operaen på Holmen. Trine Rindsig Laursen kommer senest fra en stilling som COO i Copenhagen Fashion Week, hvor hun har været ansat fra 2013-2020. Hun afløser nu Anne-Kari Ravn, som har valgt at gå på pension efter 12 år på posten som Dansk Danseteaters forretningsfører. 

 

Kunstneriske leder Pontus Lidberg siger om valget af Trine Rindsig Laursen:

 

”Det er selvfølgelig trist at sige farvel til Anne-Kari Ravn efter mange gode år i kompagniet, men jeg er virkelig begejstret over, at Dansk Danseteater har fundet Trine Rindsig Laursen som vores nye forretningsfører. Hun har en stærk, faglig profil med en baggrund som tidligere COO for et af Københavns stærkeste brands Copenhagen Fashion Week og som Festival Manager for Copenhagen Photo Festival. Trine har stor erfaring med at indgå og udvikle kommercielle partnerskaber samt med branding og økonomi. Derudover har hun et imponerende politisk netværk, der i høj grad har sat modeugen på landkortet, som en særdeles vigtig kulturbegivenhed. Trine er alt i alt den helt rigtige til jobbet, og jeg glæder mig til, at vi i fællesskab skal videreudvikle kompagniet,” fortæller Pontus Lidberg.

 

Trine Rindsig Laursen og Pontus Lidberg skal sammen med kompagniets øvrige medarbejdere blandt andet styrke kompagniets kontinuerlige arbejde med partnerskaber, publikumsudvikling, kultursamarbejder, internationalisering samt kompagniets overordnede mission om at udbrede kendskabet til den moderne dans og Dansk Danseteaters mange forestillinger, turnéer og øvrige kunstneriske udfoldelse til hele Danmark. Trine Rindsig Laursen siger selv om sin nye stilling:

 

“Jeg er spændt og glæder mig meget til at overtage posten som Dansk Danseteaters nye forretningsfører. Jeg har en baggrund indenfor kulturformidling, kunst og ledelse, så det føles lidt som at komme hjem efter snart syv spændende år i modebranchen. Mit hjerte banker for forretningsudvikling i kulturbranchen, og jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Dansk Danseteaters kompetente og engagerede medarbejderstab. Dansk Danseteater er et levende og mangfoldigt producerende dansekompagni – et flagskib indenfor moderne dans i Danmark og en vigtig aktør på den kulturelle scene. Jeg glæder mig til at være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at kompagniet kan fortsætte sit vigtige arbejde med at udbrede kendskabet til dansen til hele landet.”

 

 

Dansk Danseteaters tidligere forretningsfører Anne-Kari Ravn havde sin sidste dag i Operaen d. 15. september. Hun skal nu nyde sit otium med rejser, latinstudier og børnebørn. Trine Rindsig Laursen overtog officielt posten d. 16. september 2020.

 

 

Læs og download den officielle pressemeddelelse her: