Dansk Danseteater flytter ind på Operaen

Kompagniet indgår pr d. 1/2 2017 i et permanent lejemål i Operaen på Det Kongelige Teater, hvor alt fra administration, dansere og teknisk personale vil få deres faste base. Her vil kompagniet minimum to gange årligt opføre forestillinger på Takkelloftet.

Efter 7 gode år i Dansehallerne på Vesterbro glæder Dansk Danseteater til de nye spændende muligheder i Operaen på Holmen. Aftalen med Det Kgl Teater må ses som en anerkendelse af kompagniets position som fyrtårn indenfor den moderne dans.

 

Nyt kapitel i Dansk Danseteater historie
I Operaen vil kompagniet herunder administration, dansere og teknisk personale få deres faste base. Dansk Danseteater vil fortsat være en selvejende institution med egen økonomi, driftsbevilling, rammeaftale, repertoire og profil.

 

Om det nye permanente samarbejde med Dansk Danseteater siger Det Kongelige Teaters direktør Morten Hesseldahl: 


”Som stor kulturinstitution har vi løbende en forpligtigelse til at udnytte vores scene- og bygningskapacitet bedst muligt, og i den forbindelse er især Operaen et stort hus med meget plads og mange muligheder. Vi har samtidig en klar ambition om at række ud mod resten af aktørerne i teaterbranchen og sidst men ikke mindst, er lejeindtægten et kærkomment alternativ til fortsatte besparelser på vores kunstneriske aktivitet. Det er derfor med stor glæde, at vi kan byde velkommen til Dansk Danseteater, der med deres ambitiøse og professionelle tilgang vil være med til at udnytte Operaens fantastiske faciliteter, og samtidig indgå i det eksisterende kreative miljø i bygningen.”


 

Om flytningen siger Tim Rushton: 



"Det bliver en radikal ændring for Dansk Danseteater at flytte ind i scenekunstens hjerte i Operaen på Holmen, og med denne nye faste base for kompagniet er der nu skabt ro om vores fremtidige placering. Faciliteterne på Operaen er af højeste klasse, fra prøvesale og garderober til kontorer og imponerende fællesområder fyldt med kunstnerisk vitalitet. Det giver os helt nye muligheder, som jeg glæder mig til at udforske over de kommende år. Jeg var selv med til at åbne Takkelloftet med forestillingen Kridt, og har lige siden været begejstret for mulighederne på denne scene, som vi nu to-tre gange årligt kommer til at optræde på.  Der er tale om en helt ny epoke for kompagniet og ikke mindst den moderne dans."   

 

Øget fokus på talentudvikling, kunstneriske samarbejder og publikumsudviklende tiltag
De kommende fire år vil Dansk Danseteaters kunstneriske leder Tim Rushton implementere sin nye visioner for kompagniet - og arbejde for at få det maksimale ud af den nye placering i Operaen:  

 

" Nu glæder jeg mig til at igangsætte alle de nye initiativer, som jeg har haft på tegnebrættet længe.  Jeg ønsker med den nye vision at fokusere på talentudvikling, kunstnerisk fornyelse og publikumsudvikling bl.a. med initiativet Generator, der bliver et ambitiøst, tilbagevendende event med tre udvalgte koreografer. I 2017 vil Alessandro Sousa Pereira, Edhem Jesenkovic og Sebastian Kloborg få mulighed for at prøve kræfter med Dansk Danseteaters dansere. Generator vil være en nyt fokusområde for kompagniet, et initiativ som også skal åbne op for nye internationale partnerskaber i Europa, " forklarer Tim Rushton.

 

Derudover byder den nye strategi på flere andre tiltag, der vil styrke kompagniets kunstneriske profil. 

 

"Kompagniet vil de kommende år hyre internationale koreografer, som vi har til hensigt at opbygge tætte relationer til, og hvis værker vi vil have på repertoiret både nationalt og internationalt. Derudover vil vi tilknytte forskellige kunstnere fx videokunstnere, poeter, kunstmalere og musikere i en form for "artist in residence"-ordning .  Det bliver spændende at indgå i samarbejder med praktikere indenfor forskellige fagområder, og jeg er sikker på, at vi vil få gensidig glæde af hinanden.  Jeg vil stadig fungere som skabende kunstnerisk leder, men vil i højere grad end tidligere skulle stå for at sikre kompagniets røde tråd og nye kunstneriske profil, " siger Rushton.