Danser Fabio Liberti’s værk i international konkurrence

 
Dansk Danseteaters danser Fabio Liberti har netop fået udvalgt sin koreografi ’Blinking’ som en del af den 28. International Competition for Choreographers of Hannover.

Sidste år vandt Fabio Liberti en flot 3.plads med selv samme værk til Copenhagen International Choreography Competition.

 

Han deltog også i International Competition for Choreographers of Hannover i 2013, men dengang med koreografien ’Mitosis’, som han selv dansede sammen med Alessandro Schiattarella fra Ballet Basel, Schweiz.

 

’Blinking’ vil som del af konkurrencen i år blive opført af danserne Maxim-Jo Beck McGosh, Elena Martinez Ibar, Maria Pilar Abaurrea og Milou Nuyens fra Dansk Danseteater i Hannover den 21. og 22. juni 2014.

 

Fabio er uddannet ved Codarts /Rotterdamse Dansacademie, Holland. Han har danset med AIEP – Ariella Vidarch, Milano, Theater Saint Gallen, Schweiz, Stadttheater Hildesheim, Tyskland og Conny Janssen Danst, Rotterdam, og været ansat som danser i Dansk Danseteater siden 2010.