Fundraising

Fundraising

Hvorfor støtte Dansk Danseteater?

Dansk Danseteater ser det som en af sine fornemste opgaver at fastholde - og ikke mindst udbygge - dansens publikum, både nationalt og internationalt. Dansk Danseteater er Danmarks største og mest prisvindende moderne dansekompagni, og har bl.a. vundet 4 Reumertpriser tillige med adskillige Reumert-nomineringer.

 

Siden kompagniets daværende kunstneriske leder Tim Rushton bl.a. i 2004 introducerede vores tilbagevendende sommerarrangementer Copenhagen Summer Dance, Aarhus Summer Dance og Nordic Summer Dance – har Dansk Danseteater oplevet en lang række succeser, og har i denne periode formået at firedoble vores publikum. 

Pontus Lidberg, kompagniets leder fra 2018 er fast besluttet af fortsætte denne stærke udvikling, og bidrager dertil bl.a. i kraft af sin omfattende baggrund som koreograf til prisbelønnede forestillinger.

 

Denne udvikling har medført, at Dansk Danseteater fra sæson 2010/2011 modtager en øget årlig bevilling fra staten, der skal sikre kompagniets position som førende inden for den moderne dans i Danmark.

Der er i forbindelse med støtten, og med rette, forventninger til, at Dansk Danseteater skal skabe kunst fra øverste hylde og nå ud til hele Danmark. Dette har krævet en konsolidering af kompagniets almindelige drift – herunder den nødvendige professionelle administration og dansekompagniets størrelse.

 

Det kan lyde paradoksalt, men Dansk Danseteater har som selvejende institution, med de institutionelle forventninger, der naturligt knyttes til vores rolle som toneangivende indenfor moderne dans i Danmark, i lige så høj grad som hidtil brug for projektstøtte. Dette for at sikre konkretiseringen af de forskellige forestillinger og de nationale og internationale turnéer. 

 

Afhængig af fonde & legaters kulturstøtte

Dansk Danseteater er meget afhængig af store som små private og offentlige fondes velvilje, hvis vi skal kunne opretholde vores kunstneriske niveau og publikumsappel.

 

Derfor skal der lyde en varm tak til alle de samarbejdspartnere, fonde, legater, foreninger og enkeltpersoner, som med hhv. penge og engagement løbende har bidraget til vores mange forestillinger og arrangementer.

 

Jeres bidrag er helt afgørende for Dansk Danseteaters aktiviteter og forestillinger, som giver vores gæster ny inspiration. Dansk Danseteater, Dansk Danseteaters bestyrelse og kunstneriske leder Pontus Lidberg retter herved en stor varm tak til hver enkelt af vores bidragsydere og samarbejdspartnere.