KENTAUR (UDSKYDES)

KENTAUR (UDSKYDES)

2-10 maj Kgl. Teater Skuespilhuset

Kentaur udskydes grundet Covid19

Vi er rigtig kede af at skulle meddele, at Kentaur, Pontus Lidbergs store co-produktion om kunstig intelligens i Skuespilhuset til maj, desværre bliver udskudt. Dette skyldes force majeure i forbindelse med COVID19, som har gjort det umuligt at gennemføre prøver mv. til tiden.

Vi holder jer orienteret og opdateret på www.danskdanseteater.dk og via vores sociale platforme, og melder ud så snart vi har en ny dansk premieredato.

Alle købte billetter refunderes via Det Kgl. Teaters billetservice samt billetten.dk. Alle, der har købt billet vil få direkte besked herom.

Pas på hinanden, til vi ses igen.

Bedste hilsner
Dansk Danseteater

 

Dansk Danseteaters nye kunstneriske leder Pontus Lidberg præsenterer sin første store nationale co-produktion med Den Kongelige Ballet, Théâtre National de Chaillot og Oriente OccidenteEn højteknologisk forestilling om de menneskelige konsekvenser ved kunstig intelligens. 


Forestillingen KENTAUR bliver en stor kunstnerisk satsning, der realiseres i samarbejde med Cecilie Waagner Falkenstrøm – forsker i kunstig intelligens (AI) – og Japans førende elek­troniske komponist og videokunstner Ryoji Ikeda.

 

Den kunstige intelligens – der kan simulere samvittig­hed, følelser og intentioner – er både medskaber og medvirkende i forestillingen. Den er trænet på en række datasæt, der dækker alt fra dans til græske dramaer, der ud fra dem og under indflydelse af mødet med publikum, vil skabe sit helt eget forløb i forestillingen. 

 

Ved hjælp af AI teknologi – kombineret med IoT (Internet of Things technology) – vil den kunstige intelligens medskabe koreografien og diktere hvordan danserne bevæger sig. Samtidig er den kunstige intelligens også en karakter i selve forestillingen, der vil interagere live med danserne og publikum.

 

Den moderne teknologi er et interessant tema at dykke ned i, da den i dag på mange måder er allestedsnærværende. Vi eksponeres på sociale medier for reklamer, der med målrettede algoritmer kan skræd­dersy indhold specifikt til os. Vil kunstig intelligens i fremtiden være i stand til at misbruge os? Og hvilke konsekvenser vil det i så fald få for vores medmenneskelighed? Vil det kræve, at vi udvikler os til en hybrid – en kentaur? 

 

Forestillingens kunstige intelligens udvikles af AI kunstneren Cecilie Waagner Falkenstrøm, der bl.a. tid­ligere har skabt den prisbelønnede AI ”FRANK”. En AI som Cecilie er blevet tildelt den internationale digitale kunstpris “The Lumen Prize” og den britiske “TECHNE Award.”  

 

Den internationalt estimerede japanske video- & lydkunstner Ryoji Ikeda vil skabe forestillingens lyd og videoscenografi med afsæt i sin matematiske æstetik. Ikeda har optrådt og udstillet på en lang række førende internationale kunstmuseer og festivaler, hvor han har fået et ry som en af de få internationale kunstnere, der arbejder overbevisende på tværs af både visuelle og soniske medier.

 

Ordet kentaur
Kentaur (blandingsdyr) er et begreb, der bruges i forbindelse med kunstig intelligens og henviser til en person, der bruger disse maskingenerede kreative indsigter til at få idéer, som resonerer og vækker genklang i den menneskelige verden. Når mennesket arbejder sammen med den kunstige intelligens, opstår der en ny form for intelligens, som er en synergi af menneske og maskine.

 

Koreografi: Pontus Lidberg
Kunstig intelligens: Cecilie Waagner Falkenstrøm
Audio og Visual Design: Ryoji Ikeda
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Kostumedesign: Rachel Quarmby-Spadaccini
Scenografi: Pontus Lidberg og Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturgi: Adrian Guo Silver
Original musik: Ryoji Ikeda
Computer Programming for Visuals: Tomonaga Tokuyama

Dansere: Dansk Danseteater & Den Kongelige Ballet

Co-production: Det Kgl. Teater
Samarbejde: NYU, Center for Ballet and Arts

Sted & tider: 

UDSKYDES GRUNDET COVID 19
Skuespilhuset / Det Kgl. Teater. 
Kl 20:00 eller 15:00



1 time
63-500,-