HAIL TO THE GOOD LISTENER // Ny dato

HAIL TO THE GOOD LISTENER // Ny dato

28- maj - 1. juni 2021 Takkelloftet

  - Et værk af den konceptstærke koreograf Marie Topp, der er kendt for at udfordre dansens konventioner


Marie Topps værk, der skulle have haft premiere i juni 2020 , flyttes nu ind i maj 2021 grundet Corona. Marie Topp har været en del af vores Genereator-projekt, og vi glæder os til at forestillingen endelig kan få sin premiere på Takkelloftet.

 

//Et kor. Sammenfiltrede stemmer. Råb fra dybet. Forstyrret harmoni. Fem personer i et flydende spændningsfelt af modstand og overgivelse. Kroppen arbejder. Kroppen synliggør. Emotionelt arbejde. Internaliserede misogyne strukturer. Stille vold. Kroppen fortsætter. Kroppen modsætter sig. Kroppen overgiver sig. Stilheden før, pladsen for forandring. Opmærksomhed nu. //


Dette års GENERATOR byder på et helt nye værk af den danske koreograf Marie Topp, der blandt andet er udvalgt til Statens Kunstfonds talentprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’. Marie Topps værker er kendetegnet ved, at de oftest er bygget op omkring vores sanser og et koncept, der skal lede publikum ind i en form for hyperkoncentret tilstand. Marie Topp udfordrer teatrets traditionelle rammer, og dette er derfor et værk, der især egner sig til de mindre intimscener,  hvor publikum har lyst til at indgå i en dialog med den eksperimenterende og udfordrende dansekunst.

 

Forestillingen tager udgangspunkt i vores sansers kompleksitet og forsøger at skabe et samspil mellem publikum og dansere. Lyset og dansernes kroppe kaster skygger ud blandt publikum. De fire kvindelige dansere på scenen bevæger sig i en slags meditativ ’slow-motion’ koreografi – som langsomt påvirker vores rastløse blik. Beskuerens forestillingsevne og fantasi stimuleres i en form for ’asynkron tidslomme’, hvor dansere og publikum gensidigt kan spejle sig i hinanden. Vores tilgang og forhold til bevægelse, lys og lyd nedbrydes i takt med lysets toning og de minutiøse meditative bevægelser og lyde. HAIL TO THE GOOD LISTENER  genopliver publikums forestillingsevne, og den meditative dans tvinger os til at tage stilling til os selv og vores egen rolle i rummet som beskuer – og lytter.

 

GENERATOR –Choreographic Fellowship

Kompagniets flerårige satsning GENERATOR er en kurateret aften, hvor en eller flere, fremadstormende koreografer får mulighed for at skabe samtidsværker i samarbejde med kompagniets dansere. På den måde får talenterne mulighed for både at udvikle deres kunstneriske idéer og individuelle koreografiske stil. 

 

KREDITERING:

Koreograf: Marie Topp

Dansere: Dansk Danseteaters dansere

Lydkunstner: Julia Giertz 

Lysdesign: Mårten K Axelsson


NB 
Dansk Danseteaters forestillinger og publikums sikkerhed

Når vi igen åbner teatret for publikum, vil vi iværksætte en række forholdsregler, som støtter op om de generelle anbefalinger vedr. hygiejne, fysisk afstand, mv. Myndighedernes anbefalinger opdateres løbende, og vi vil til enhver tid følge alle gældende regler og anbefalinger. Hvis det mod alle forventninger skulle ske, at vi ikke kan gennemføre forestillinger, vil alle publikummer med billet kunne få pengene retur.  Man kan derfor roligt købe billetter til den kommende sæson.

 

Pas godt på jer selv og hinanden - vi glæder os til at se jer efter sommerferien!

 
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på: info@danskdanseteater.dk eller presse@danskdanseteater.dk 

Sted & tider: 

NYE DATOER I 2021
Takkelloftet, Det Kgl. Teater
kl 17:00 eller 20:00 2021


 

1 time
140,- - 210,-