DK / EN

DK / EN

Forestilling

KENTAUR

2. marts 2022 · Vejle Musikteater

Køb billet

Dansk Danseteaters dansere og en kunstig intelligens sættes i stævne i et moderne danseværk. Den nyskabende forestilling er en ambitiøs kunstnerisk satsning præsenteret af Dansk Danseteater, Det Kongelige Teater, Festival Oriente-Occidente i Italien og Théâtre National de Chaillot. En forestilling, der undersøger de menneskelige konsekvenser ved kunstig intelligens og teknologiens magt. Kentaur var Dansk Danseteaters kunstneriske leder og koreografen Pontus Lidbergs første produktion til Skuespilhusets Store Scene og er opkaldt efter Kentauren – et fabeldyr kendt fra den græske mytologi – halvt menneske og halvt hest. Men en kentaur er også et begreb, man anvender, når computerteknologi benyttes til at opgradere et menneskes egenskaber.

Pontus Lidberg er netop kendt for at skabe banebrydende, moderne danseforestillinger med en snert af magisk realisme, hvor menneskelige følelser er omdrejningspunktet. I dette værk udforsker han vores menneskelighed i mødet med den kunstige intelligens ”David”. Den højteknologiske danseforestilling er udviklet i samarbejde med Cecilie Waagner Falkenstrøm, kunstner, som arbejder med kunstig intelligens, samt Ryoji Ikeda, Japans førende elektroniske komponist og videokunstner. I forestillingen opstår et møde mellem Pontus Lidbergs poetiske danseunivers og en nyudviklet kunstig intelligens (AI). Den kunstige intelligens, kaldet David, er skræddersyet til forestillingen og vil interagere live med danserne på scenen. Den vil påvirke tilblivelsen af værket på forskellig vis og er blevet fodret med data om græske tragedier, ud fra hvilke den kan udvikle helt nye plots. Det betyder, at forestillingerne vil være forskellige fra gang til gang. Den kunstige intelligens vil komme med forslag til koreografiske kompositioner dannet af flere forskellige dataset bl.a. planeters bevægelser i universet, fugle der flyver i formationer og ikke mindst bevægelsesmateriale indsamlet ved, at dansere har haft sensorer på.  Samtidig er den kunstige intelligens også en karakter i selve forestillingen, der kan simulere samvittighed, følelser og intentioner. Forestillingen stiller spørgsmålet om, hvorvidt den kunstige intelligens i fremtiden vil være i stand til at misbruge os. Og hvilke konsekvenser det i så fald vil få for vores medmenneskelighed. Vil det kræve, at vi udvikler os til en hybrid – en kentaur?

CREDITS OG INFORMATIONER

KOREOGRAFI Pontus Lidberg
DANSERE Dansk Danseteater
KUNSTIG INTELLIGENS INSTALLATION Cecilie Waagner Falkenstrøm
AUDIO & VISUELT DESIGN Ryoji Ikeda
PROGRAMMERING AF VISUELS Tomonaga Tokuyama
LYSDESIGN Raphael Frisenvænge Solholm
KOSTUMEDESIGN Rachel Quarmby-Spadaccini
DRAMATURG Adrian Guo Silver
MUSIK Franz Schubert, Ryoji Ikeda, Giacomo Puccini
COMPUTER PROGRAMMERING AF AI ARTificial Mind & Technical University of Denmark – DTU Compute (Cecilie WF, Asbjørn O, Asbjørn KN, Thomas MJ and Teeratorn K).
UDVIKLING The Center for Ballet and the Arts at New York University
CO-PRODUKTION co-produceret med Oriente Occidente, Théâtre National de Chaillot og Det Kgl. Teater
FORESTILLINGEN ER STØTTET AF Augustinus Fonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond, Beckett-Fonden, Jyllands-Postens Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
VARIGHED 1 time uden pause

PONTUS LIDBERG

Pontus Lidberg, modtager af John Simon Guggenheim Fellowship (2019), er Dansk Danseteaters kunstneriske leder. Han er en anmelderrost koreograf, en visionær kunstner og filmskaber opvokset i Stockholm, Sverige. Lidberg er uddannet danser ved Den Kongelige Svenske Ballet og har derudover en MFA i Contemporary Performing Arts fra Göteborgs Universitet. Som koreograf har Lidberg skabt værker til toneangivende ballet– og dansekompagnier, bl.a. New York City Ballet, Paris Opera Ballet, Vienna State Ballet, Martha Graham Dance Company, Les Ballets de Monte-Carlo, Royal Swedish Ballet, Le Ballet du Grand Théâtre de Genève, Balletboyz, Beijing Dance Theatre, Morphoses og sit eget tidligere kompagni ’Pontus Lidberg Dance’. Lidberg er også kendt for sine dansefilm, og værket The Rain modtog adskillige priser. The New York Times beskrev filmen som: ”Uforglemmelig. The Rain illustrerer, at dans på film er noget ganske andet end på en scene.” Hans film Labyrinth Within vandt ”Best picture” på Dance on Camera Festivalen i 2012. Hans seneste film Written on Water har netop haft sin premiere med visninger på International Festival of Films on Art (FIFA) I Canada og Dance on Camera Festivalen i New York samt Cinemateket i København.

DOWNLOAD PROGRAM

TRAILER