Tim Rushton modtager stor hæderspris fra Beckett-Fonden

På det seneste bestyrelsesmøde vedtog, en af de betydelige fonde indenfor dansk kulturliv, Beckett-Fonden at tildele Dansk Danseteaters kunstneriske leder og chefkoreograf Tim Rushton en hæderspris som en anerkendelse af hans imponerende indsats for moderne dans i Danmark gennem de seneste mange år.

Hædersprisen må ses som en påskønnelse af Tim Rushtons kunstneriske virke som både koreograf og kunstnerisk leder af Dansk Danseteater gennem 16 år, hvor han har arbejdet for at få den moderne dans ud til et stort mangfoldigt publikum i Danmark såvel som internationalt. Beckett-Fondens bestyrelse begrunder tildelingen af hædersprisen således:


"Tim Rushton forlader sin post som kunstnerisk leder af Dansk Danseteater, mens kompagniet er på toppen. Som noget unikt har Dansk Danseteater netop fået et nyt fast domicil på Operaen i København, således at klassisk ballet og moderne dans nu i Danmark lever og arbejder under samme tag. Bofællesskabet er en anerkendelse af de to danseformers ligeværd og gensidige inspiration. Tim Rushton ønsker nu at hellige sig sin egen kunstneriske udfoldelse som koreograf."

 

Også Tim Rushtons sans for co-samarbejder bliver rost:  

"Tim Rushton er en generøs kunstner, der altid deler ud af sin begejstring for dans og musik. Han giver rum og kunstnerisk frihed til danserne og til andre koreografer og samarbejder gerne med udøvende kunstnere fra andre kunstarter. Tim Rushton har skabt projekter og forestillinger i fællesskab med komponister, musikere og billedkunstnere og gerne uden for dansens vante sale som f.eks. på ARKEN og i Politigården. Tim Rushton har formået at sprede kendskabet til moderne dans til et stort publikum, og han har med åbent sind mødt mennesker der, hvor de er."

 

Tim Rushton siger om tildelingen:

”Jeg er både rørt og beæret over de flotte ord og den fornemme hæderspris, som Beckett-Fonden har tildelt mig efter mine mange år i dansens tjeneste. Jeg har været kunstnerisk leder af Dansk Danseteater i 16 år, og det har gennem alle årene været min fornemmeste opgave at udbrede kendskabet til den moderne dans til hele Danmark. Jeg er stolt over at give Dansk Danseteater videre på et tidspunkt, hvor kompagniet har fået fast domicil på Operaen på Holmen, og den anerkendelse fra Beckett-Fonden betyder derfor rigtig meget for mig - både personligt og professionelt. Tusind tak,”