NY BESTYRELSESFORMAND FOR DANSK DANSETEATER

Kulturminister Mette Bock udpeger Uffe Savery som formand for bestyrelsen for Dansk Danseteater. Musikchef for Copenhagen Phil, Uffe Savery afløser den hidtidige bestyrelsesformand for Dansk Danseteater, Kasper Holten, der tiltræder som teaterchef for Det Kongelige Teater. Samtidig indtræder professor Mette Neville i bestyrelsen.

Kulturminister Mette Bock:
”Med Uffe Savery får Dansk Danseteater en bestyrelsesformand med et godt indblik i kompagniets muligheder og udfordringer. Uffe Savery har et indgående kendskab til Dansk Danseteater med sine fem år i bestyrelsen. Og han har masser af viden med fra sin stilling som leder af en kunstnerisk institution, der gør ham til et godt kort i bestyrelsen. Også Mette Neville ser jeg som en god tilføjelse til en kompetent bestyrelse for en vigtig kulturinstitution. Jeg er frem til at følge udviklingen i Dansk Danseteater i de kommende år."

 

Den nye bestyrelsesformand Uffe Savery siger om udnævnelsen:
“Det er en stor ære og en spændende udfordring at skulle medvirke til at føre Dansk Danseteater ind i et nyt kapitel med Pontus Lidberg ved roret som kompagniets nye kunstneriske leder. Dansk Danseteater har gennemgået en imponerende udvikling siden sin stiftelse i 1981 og har gennem årene etableret sig som et markant og internationalt anerkendt kunstnerisk fyrtårn - uomgængeligt i det danske scenekunstlandskab. Dansk Danseteater spiller også en afgørende rolle i det danske danske samfund og beriger og inspirerer mange mennesker i hele landet. Jeg går derfor til opgaven med stor ydmyghed. Som medlem af bestyrelsen har det været en stor inspiration at arbejde med institutionen og de to formænd/kvinder: Anette Abildgaard og Kasper Holten. Jeg glæder mig meget til de kommende års samarbejde med Pontus, bestyrelsen og institutionen.”

 


Uffe Savery (f. 1966) er en dansk musiker, komponist og producer. Siden august 2010 har han været musikchef for symfoniorkestret Copenhagen Phil. Savery er oprindeligt uddannet solist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1992 og etablerede i 1988 Safri Duo med Morten Friis.  

 

 

Se alle bestyrelsesmedlemmer i Dansk Danseteater her: