Interview med kompagniets nye norske danser Merete Hersvik

Mød kompagniets nye, norske danser Merete Hersvik, som kan opleves i Dansk Danseteaters første premiere "Vals" d. 14-22. januar på Operaens Takkelloft.

Dansk Danseteater nåede lige akkurat at fange Merete efter en prøve, så hun kunne svare på 10 spørgsmål om hendes kærlighed til dansen, de norske fjelde og arbejdet på Dansk Danseteater. 

 

1. Hvornår og hvorfor blev du optaget af moderne dans?
Det tog jo lidt tid før jeg forstod det komplekse sprog inden for den moderne dans, men vendepunktet for mig var nok da jeg så Carte Blanches forestilling, 'Love', af Sharon Eyal. Det er måske mere end 10 år siden nu, og var i min lille hjemby i Norge.

 

2. Hvad elsker du allermest ved dit arbejde?
Jeg elsker det at arbejde så tæt på andre mennesker. Jeg tror det er i dette møde og i kommunikationen med andre mennesker, at jeg lærer mere om mig selv.

 

3. Hvordan har det været at blive en del af Dansk Danseteater?
Det har været rigtig fint. Så mange fantastiske mennesker, hvilket har gjort min begyndelse i kompagniet meget nem.

 

 

4. Fortæl lidt om dig selv. Hvad laver du, når ikke du danser? 
Tja, jeg kan godt lide at slappe af. Lave god mad og drikke vin med min kæreste, eller med gode venner. Jeg kan også godt lide kaffe, yoga, museer og at købe små ting jeg ikke rigtig behøver. Og så selvfølgelig de norske fjelde, fjorder og skisport, men det er lidt svært at finde her i Danmark.

 

5. Hvilken danseforestilling har du senest set? Og hvilken bog har du senest læst?
Jeg så min kæreste Edhem Jesenkovic' premiere i Skuespilhuset sidste weekend. Og så læser jeg alltid flere bøger på samme tid - noget der et let og noget der udfordrer mig. Lige nu læser jeg både 'Shantaram' af Gregory David Roberts og 'The Brain that Changes Itself' af Norman Doidge.

 

6. Hvilket danseværk har gjort størst indtryk på dig? Og hvorfor?
Uh, det er et svært spørgsmål. Men jeg kan huske første gang jeg så for eksempel Kidd Pivot/Crystal Pite, Zero visibility corp./Ina Christel Johannessen og Batsheva Dance Company. Jeg blev både inspireret og fascineret. Og bagefter arbejdede jeg endnu hårdere i skolen, i hvert fald den første uge.

 

7. Hvilke koreografer inspirerer dig?
Jeg inspireres af mange koreografer og dansere, men også af mange andre forskellige kunstformer. Og så inspireres jeg generelt af mennesker jeg ser og møder.

  

8. Hvad arbejder I på i studiet lige nu?
Lige nu arbejder vi med koreograf, Stephen Shopshire, som står bag værket "Knot", der er en del af Vals, som får premiere på Takkelloftet til januar. 

 

9./10. Hvordan har det været at arbejde med hhv Marcos Morau? Og Stephen Shropshire?
Det har været en rigtig fin erfaring at arbejde med begge koreografer. De arbejder meget forskelligt, men alligevel er de begge udfordrende især, fordi de er enormt fokuserede på detaljer. De går op i at arbejdet skal være utrolig præcist, og det kan jeg rigtig godt lide.

 

Du kan opleve Merete danse i forestillingen Vals på Operaens Takkelloft til januar. Læs mere om Vals HER


Fakta om Merete Heksvik:
Norsk. Født i 1989. Uddannet ved Oslo National Academy of the Arts, med en BA i moderne dans. Har danset med bl.a. Ina Christel Johannessen, Yossi Berg & Oded Graf, Christoffer Arouni, Edhem Jesenkovic og Sharon Eyal & Gai Behar for Carte Blanche (NO). Hos Dansk Danseteater siden juli 2016.