Ledig stilling som 'produktionsleder'

Dansk Danseteater søger en alsidig produktionsleder med stærke kompetencer i produktionsplanlægning og –realisering. 

 

Dansk Danseteater leder efter en erfaren teknisk ansvarlig til at drive og lede kompagniets produktioner og turnévirksomhed.  Vi lægger vægt på gode kommunikative evner, forhandlingsevner, engagement og evnen til at bevare overblikket i travle perioder, uden at miste humøret.

 

Du vil som produktionsleder være ansvarlig for både Dansk Danseteaters events, arrangementer, produktioner og produktionsteam. Du skal i samarbejde med producenten være en drivende kraft på de enkelte produktioner fra start til slut. Du har delvist økonomisk ansvar og styring af produktionsbudgetter med reference til producenten. 

 

Stillingen som produktionsleder er et hands-on job. Du skal forvente selv deltage i arbejdet på scenen og kunne varetage opsætning, afvikling og nedpilning af forestillinger.

 

Du har ansvaret for at hyre og lede freelance teknisk personale, som knyttes til produktionerne for at løse specifikke opgaver, og du skal samarbejde med vores produktionstekniker, der er ansat på sæsonbasis.

 

Du skal kunne lede produktionsprocessen for lys-, lyd- og videodesign, kunne samarbejde med de respektive designere, og sørge for at afleveringsdeadlines overholdes. Du skal ligeledes kunne lede projektering og følge arbejdet med konstruktion af scenografiske elementer. Du skal kunne planlægge og gennemføre hele den praktiske realisering, og sørge for den er koordineret med den øvrige produktion.

 

I forbindelse med turné, skal du stå for udarbejdelse af technical riders, foretage tilpasning af lysdesign og planlægge og koordinere turneen med spillestederne. Du skal stå for logistik i forhold til transport af udstyr og scenografi, og løbende bistå Businessmanagerens salg af forestillinger, gennem vurdering af spillesteder og budgettering af omkostninger til logistik og udstyr.

 

Du har ansvar for drift- og vedligeholdelsesopgaver, herunder at sikkerheds- og arbejdsmiljømæssige lovkrav overholdes, vedligehold og ajourføring af lager, teknisk udstyr og produktionsspecifik software.

 

Du vil deltage i udvikling og tilrettelæggelse af alle forestillinger, arrangementer og den generelle sæsonplanlægning, i samarbejde med producenten og ledelsen.

 

Produktionslederen refererer til teatrets producent i produktionsmæssige spørgsmål, til den administrative direktør i forhold til drift og personale, og til den kunstneriske leder som øverste leder for alle kreative processer og langsigtede prioriteringer. 

 

 

Vi forventer, at du:

  • Har dokumenteret og/eller relevant uddannelse som produktionsleder og erfaring hermed.
  • Har dokumenteret erfaring med projekt- og økonomistyring.
  • Har solid viden om, og erfaring med, teaterproduktion, herunder en god forståelse for lysproduktion.
  • Er bekendt med GrandMA-lyskodning og Q-lab, samt programmer som f.eks. CAST Wysiwyg og Autocad eller Vectorworks.
  • Behersker dansk og engelsk i skrift og tale.
  • Har lyst til masser af udfordringer og udvikling, samt er selvstændig, opsøgende, serviceorienteret og har gode samarbejdsevner.

 

Vi tilbyder:

Dansk Danseteater er i dag Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden. Vi tilbyder en udfordrende og afvekslende hverdag i et toneangivende dansekompagni, med fast base på Operaen på Holmen. Du bliver del af et godt og vekslende arbejdsmiljø, med en uformel og humoristisk omgangstone, og et team af kompetente og engagerede kolleger. Du kommer til at arbejde med en bred vifte af nationale og internationale samarbejdspartnere og kunstnere. Kompagniet er i øjeblikket ved at ansætte ny kunstnerisk leder, og der vil være god mulighed for at involvere sig i den kommende udvikling.

 

Stillingen er en fuldtidsstilling. Der skal på beregnes forskudte arbejdstider og weekendarbejde, samt rejsedage i forbindelse med turnévirksomhed. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i forbindelse med ansættelsen.

 

Sådan søger du:

Stillingen søges elektronisk ved at maile til lars@danskdanseteater.dk  – mrk. produktionsleder. Din ansøgning kan betragtes som modtaget, når du har modtaget et svar. Det foretrækkes at ansøgningen leveres i en samlet pdf-fil, inklusiv kopi af cv, eventuelle anbefalinger, mm.

 

Ansøgningsfristen er fredag d. 29. september 2017.

 

Vi forventer at holde første samtaler d. 5. og 6.  oktober 2017. Vi er interesseret i, at stillingen tiltrædes fra 15. november eller hurtigst muligt derefter.

 

Vil du vide mere?

Kontakt producent Lars Vind-Andersen på tlf. 28 86 08 92.

Læs mere om Dansk Danseteater på www.danskdanseteater.dk.