tilbage  
Spring Dance - Enigma, Like a Star og Cadance + dokumentarfilmen Decoding af Torben Glarbo

Enigma og CaDance af Tim Rushton, Like a Star af Adi Salant og dokumentarfilmen Decoding af Torben Glarbo

Med tre værker og en filmpremiere markerer Danmarks førende moderne dansekompagni indflytningen i Nordens største moderne dansemekka på Vesterbro.

Torsdag d. 11. februar rammer Dansk Danseteaters igangværende Danmarksturné med titlen SPRING DANCE Vesterbro. I DANSEhallerne kan man opleve kompagniets internationale dansere i et humoristisk værk af den israelske koreograf Adi Salant samt to fysiske værker af kompagniets kunstneriske leder Tim Rushton. Filminstruktøren Torben Glarbo afholder samme dag premiere for sin nye film DECODING. Dagen efter - fredag d. 12. februar kl. 18 kan man se filmen. Køb billet til filmen

Se videotrailers
Læs pressemeddelelse
Download forestillingsfotos
Pressen skrev

DECODING - om fødslen af et nyt værk af Tim Rushton
Torben Glarbo fulgte Tim Rushton og hans dansere i syv måneder under skabelsen af det nye værk ENIGMA – resultatet er en charmerende og besnærende stærk og yndefuld beskrivelse. En film der fortæller hvordan en usædvanlig talentfuld kunstner kommunikerer sine ideer ud i et sprog, som dansere og andre medskabere omsætter til et samlet nyt kunstværk. Projektet er et vovet blik ind i hjernen på en unik og usædvanlig talentfuld koreograf, og viser frit den skabende rejse fra første inspiration til færdiggørelse. Torben Glarbo har i mange år villet dokumentere Tim Rushtons sjældne talent. I 2008 fotograferede han Tim Rushtons værk LABYRINT – som efterfølgende modtog Årets Reumert – begge fandt de tiden moden til at lave en film om dans som kunstform set ud fra synsvinklen: ”Hvordan realiseres ide til færdigt værk?”. Filmen er støttet af Augustinus Fonden, Dansk Skuespiller Forbunds Blankbåndsmidler samt Danske Filminstruktører Blankbåndsmidler.
Filmen varer 1 time og vises for offentligheden fredag d. 12. februar kl. 18.00. Køb billet

Enigma
betyder ’gåde’ på græsk; det er også navnet på den chiffermaskine, tyskerne opfandt til at knække de allieredes koder under 2. verdenskrig. Og ’Enigma’ er fyldt med gåder, tegn og koder. At kode og afkode - at forstå og ikke forstå hvad der styrer os - det er essensen i ’Enigma’.
Fra vi er nyfødte lærer vi at aflæse omgivelsernes tegn og manøvrere indenfor definerede og genkendelige strukturer. Når vi forstår koderne – og handler i overensstemmelse med dem - giver det os en følelse af accept og tryghed. Men kan vi ikke tyde og afkode de tegn, vi modtager fra omgivelserne, bliver vi usikre og i vildrede; vi oplever det som kaos. Vi kan også risikere at blive så besatte af at ’forstå’ og ’kortlægge’, at vi helt mister vores intuitive fornemmelse. Vi står i en stadig kamp mellem intuition og bevidsthed - to vidt forskellige måder at forholde os og arbejde på. Samtidigt er det netop i vekselvirkningen mellem det tørt faktuelle og det intuitivt uforudsigelige, at det interessante opstår - ligesom i Bachs musik; ved at tage udgangspunkt i en meget stram struktur skaber han stor poesi! 
Koreografi: Tim Rushton
Kostume design: Charlotte Østergaard
Lysdesign: Thomas Bek / Jakob Bjerregaard
Musik: J.S. Bach: Satser for solocello samt elektronisk musik af Mathias Friis-Hansen
Varighed: 20 minutter


Like a Star 
Vi ønsker alle at fremstå som de unikke personer, vi er - være stjerner i vores eget univers. Men samtidigt har vi brug for den accept og tryghed, det giver at tilhøre et fællesskab og være en lille del af et større stjernebillede…  Bag vores tilsyneladende checkede facade gemmer vi mange lag af usikkerhed, længsel, tvivl og fanden i voldskhed… Like a Star giver den evige kamp for at finde en balance mellem vores behov for uafhængighed og behovet for tryghed fysisk form.
Koreografi: Adi Salant
Kostumedesign: Kenth Fredin
Lysdesign: Thomas Bek
Videodesign: Arthur Steijn
Musik: Kama Aina: Theme of Raft, Ryoji Ikeda: Test Pattern # 1000, Gas: fra albume Nah und Fern, Rolling Stones: Midnight Rambler
Varighed: 27 minutter

CaDance
CaDance er en underfundig og underspillet leg mellem seks mandlige dansere. Som et urværk udmåler lydsiden tidens gang i Andy Papes minimalistiske komposition. Danserne leger med rytmen, følges ad, overgår og overrasker hinanden med ganske små forskydninger, så de hele tiden holder opmærksomheden fangen og legen i gang. Deres kroppe er som trommestikker; med små, præcise og knastørre bevægelser afventer de hinanden – for så pludselig at sætte ind med præcise og afmålte angreb! Hvor musikken i starten er den drivende kraft, udvikler CaDance sig til en virtuos kappestrid mellem de seks mænd på scenen.
Koreografi: Tim Rushton
Lysdesign: Mikael Sylvest 
Musik: CaDance af Andy Pape
Varighed: 11 minutter
 
Medvirkende: Dansk Danseteaters internationale dansere. 

Varighed: 1 time og 30 minutter inkl. pause.

Spillested:
Dansescenen, DANSEhallerne, Carlsberg, Pasteursvej 20, 1778 København V 

To. 11. februar
Kl. 18: Filmpremiere for inviterede gæster
Kl. 19: Sandwich – skal bestilles på BILLETnet
Kl. 20: Forestilling

Fr. 12. februar
Kl. 18: Filmen DECODING vises, køb billetter på BILLETnet
Kl. 19: Sandwich – skal bestilles på BILLETnet
Kl. 20: Forestilling

Lø. 13. februar
Kl. 15: Forestilling

Priser og billetsalg
Forestilling:
165 kr. -  Standard
75 kr. - Unge under 25 år
Film: 70 kr.
Sandwich: 50 kr. (skal bestilles 3 dage før)
Alle priser er oplyst ekskl. gebyr.

BILLETnet, 70 15 65 65 (ma. - lø. kl. 10 - 21), BILLETnet  eller alle posthuse.

Dansescenens billetkontor 33 29 10 29 fra 1 time før forestillingen.