Åben ansøgning til ’GENERATOR – Choreography Fellowship’

Dansk Danseteater søger en koreograf til GENERATOR, som er et helt nyt forestillings- og udviklingssamarbejde, der gennem et 2-årigt forløb har til formål, at give ’etablerede’ danske koreograftalenter - og koreografer med en relation til Danmark – mulighed for at videreudvikle deres kunstneriske idéer og individuelle stil.

Dansk Danseteater er Danmarks største moderne dansekompagni stiftet i 1981. Efter kompagniet i februar 2017 flyttede til Operaen på Holmen, står vi nu i en rivende udvikling – både publikumsmæssigt og med Pontus Lidberg som ny kunstnerisk leder.

 

Gennem ’GENERATOR – Choreography Fellowship’ initierer Dansk Danseteater nu et samarbejde med de mest talentfulde danske koreografer. Du har som ansøger allerede gennem en række forestillinger bevist dit potentiale, og er nu parate til at tage skridtet videre i din kunstneriske karriere. Gennem samarbejdet med Dansk Danseteaters dansekompagni, kunstneriske leder, produktion og administration får du således mulighed for at tage det endelige skridt videre - både nationalt og internationalt.

 

Kompagniet tilbyder et individuelt tilpasset udviklingsforløb, der bl.a. trækker på tre meget centrale elementer Dansk
Danseetaer kan tilbyde:

 

  • Kompagniets kunstneriske leder Pontus Lidbergs netværk og evne til at sparre med andre koreografer.
  • Et moderne dansekompagni bestående af håndplukkede internationale dansere med fokus på teknisk, scenisk og improvisatorisk talent.
  • Dansk Danseteaters administration og produktion, der kan bistå koreograferne med alt fra kontakt til kunstneriske samarbejdspartnere, presenters og internationale netværk, dramaturgi, pr-aktiviteter samt adgang til en række faciliteter - såsom brug af studier, scene og teknik.

 

Koreograferne i GENERATOR producerer et årligt værk, der henholdsvis kan præsenteres på Operaens Takkelloft, kompagniets Danmarksturné og som ydermere kan tilknyttes scener hos udvalgte internationale og nationale samarbejdspartnere. Dansk Danseteater stiller flere forhold til rådighed: Mentorordning, f.eks. ved Pontus Lidberg, dramaturg, scenograf, en række workshops m.v. Der vil blive opstillet tematiske rammer for koreografernes værker, og du vil arbejde i tæt samarbejde med Dansk Danseteaters dansere, prøveledere, produktion og administration.

 

Hermed indgår koreograferne under GENERATOR i et unikt udviklingsprojekt, hvor både koreografer og tilskuere kommer til at udforske nye sider af talentet og den moderne dans. Dansk Danseteater og kompagniets internationalt
anerkendte kunstneriske leder Pontus Lindberg vil med GENERATOR konceptet løfte i alt fem fremadstormendekoreografer frem og give dem mulighed for at prøve kræfter med kompagniets topprofessionelle produktionsvilkår.

 

Dansk Danseteater befinder sig som kompagni i et krydsfelt af den moderne dans, hvor fokus er på dansen som fysisk udtryk. Dette er af konkret betydning for, hvem der indgår i kompagniets fødekæde af dansere og koreografer, da
denne form for moderne dans kræver stærke tekniske, fysiske, koreografiske og sceniske forudsætninger. Vi søger derfor et koreograftalent der matcher denne udtryksform og ønsker at udforske den.


Lidt om den koreograf vi søger:

  • Du er færdiguddannet koreograf eller danser med en vis erfaring, der har koreograferet en række koreografier.
  • Du har stærke dansetekniske, koreografiske og sceniske forudsætninger.
  • Du kan kunstnerisk realisere dine koreografier inden for givne tematiske rammer
  • Du er dansk eller du har en tilknytning til Danmark. Du kan fx have boet en periode i landet, eller have samarbejdet med danske kulturinstitutioner/teatre.
  • Du er både skriftligt og mundtligt velformuleret på engelsk.
  • Du har stærke sociale kompetencer og erfaring med projektorienteret samarbejde
  • Du tager selvstændigt ansvar for realiseringen af dine opgaver, er selvstarter og initiativrig
  • Du er fleksibel i forhold til arbejdstider
  • Du er har mulighed for at planlægge et samarbejdsforløb med opstart medio 2018, som går frem til medio 2020.


Dansk Danseteater kan tilbyde dig:

  • Fleksible arbejdsperioder, der i nogen grad kan tilrettelægges efter øvrige projekter
  • At indgå i et ambitiøst kreativt kulturmiljø, hvor din faglige udvikling er i centrum.
  • At få indblik i produktionen, formidlingen og publikumsudviklingen i en af DK’s førende kulturinstitutioner
  • At samarbejde med en vifte af forskelligartede nationale og internationale kunstnere & kulturinstitutioner
  • At du får realiseret dine koreografier og prøvet kræfter med kompagniets professionelle produktionsvilkår
  • At du tager skridtet videre i din koreografiske udvikling - både nationalt og internationalt.
  • At du i forbindelse med offentlige opførsler af dine koreografier bliver honoreret efter aftale.

 

Ansøgning
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte producent Lars Vind-Andersen på tlf. 28 86 08 92. Ansøgning med CV
og evt. relevante referencer, sendes senest søndag d. 18. februar 2018 til lars@danskdanseteater.dk.

 

  • Vedlæg mindst tre videoer med eksempler på opførte koreografier. Link evt. fra Vimeo/Youtube, eller overfør filer via wetransfer.com til lars@danskdanseteater.dk
  • Beskriv din kunstneriske vision
  • Beskriv evt. andre engagementer i samarbejdsperioden medio 2018 til medio 2020.
  • Beskriv din tilknytning til Danmark. Har du fx danset, boet eller samarbejdet med teatre/kulturinstitutioner i en periode i DK?

 

Download denne beskrivelse som PDF HER


’Generator – Choreography Fellowship’ er støttet af: Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Bikubenfonden, Louis

Hansen Fonden.